Til forsiden 
		logo: Peter Mannello Til forsiden  

Beskrivelse

Et eventyr

Forskningsdelen

Relationer

Rummelighed

Menneskesyn

Så langt er vi

14.3.08
Så langt nåede vi

I december 2005 besluttede Silkeborg kommune at stoppe arbejdet med projektet før tid. På det tidspunkt var der stadig penge tilbage af bevillingen fra Socialministeriet. Disse resterende penge ville have kunnet dække udgifterne til 8 måneders fortsat projektarbejde og til forskningsdelen.

På baggrund af Silkeborg kommunes beslutning, er der noget af det vi havde planlagt, vi ikke nåede. Blandt andet:
• Gennemføre de 3 ”nedslag”, så vi kunne undersøge projektets betydning for de 20 udvalgte børns udvikling
• Undersøge behovet hos ansatte og forældre for rådgivning fra Niels og mig – når vi ikke kom fast i institutionerne, men de skulle sende bud efter os
• Færdiggøre påbegyndte forløb med børn, ansatte og forældre
• Evaluere de deltagende ansattes endelige udbytte af projektarbejdet
• Afslutte projektet – med implementering og fremadrettede handleplaner
• Afholdelse af en konference som vidensformidling – og et festligt punktum.

I august 2006 overdrog Silkeborg kommune afslutningen af projektet til projektets forsker Søren Smidt (Videncenter for Institutionsforskning CVU-Storkøbenhavn). På baggrund af de allerede indsamlede data udfærdigede han slutrapporten - i samarbejde med Suzanne Krogh og mig.

Rapporten
I juni 2007 var slutrapporten færdigskrevet og blev sendt til Silkeborg kommune.

Rapporten er på 107 sider. Her er uddrag af de
" Opsamlende og afsluttende perspektiver"

"Vi har i dette projekt forsøgt at opstille en ramme for arbejdet med børn med særlige behov i daginstitutioner og dagplejen. Rammen består dels af en metodisk del, og dels af nogle teoretiske indholdsmæssige afklaringer og bestemmelser.

Den metodiske del består af en præcisering og nyudvikling af metoden ”Iagttagelse og fortælling”. En iagttagelsesmetode, hvor det pædagogiske personale arbejder fortolkende og reflekterende med konkrete selvoplevede fortællinger, og arbejdet forløber i fire faser: Iagttagelsesfasen, nedskrivningsfasen, tolkningsfasen og formidlings- og dialogfasen.

Denne metodiske vinkel er knyttet sammen med nogle præciseringer og forståelser af centrale elementer i det pædagogiske arbejde.

En af præciseringerne er forståelsen af ”børn med særlige behov”, som vi ser i et bredt perspektiv: Således vil mange børn i løbet af 0 til 6 års alderen i en eller flere perioder have behov for en særlig opmærksomhed, støtte, omsorg eller indsats fra det pædagogiske personales side, det vil sige have haft, have eller få særlige behov akut, periodisk eller permanent.

”Børn med særlige behov” er ikke en homogen men en forskelligartet gruppe af børn, der imidlertid har det tilfælles, at de ikke trives eller fungerer tilfredsstillende i (dele af) deres hverdagsliv.

Der sker løbende forandringer i børnenes udviklingsgrundlag, dels på det indre niveau: det biologiske, hormonelle og neurologiske, dels på det ydre niveau gennem de forandringer, der forekommer i barnets liv, det være sig i dagtilbudet, familien eller andre steder.
Forandringer som for børnene kræver omstilling, reorganisering og nye arbejdsmodeller af sig selv og verden for at kunne håndtere og trives i det nye.

Børns forskellige grader af trivsel og funktion hænger sammen med deres udvikling, og de udviklingsbetingelser eller miljøer, de har til rådighed. Udviklingsbetingelser eller miljøer som de forskellige voksne, private, det vil sige forældrene, og professionelle, det vil sige det pædagogiske personale, i barnets liv, hver for sig og sammen, har ansvaret for.

Udviklingsbetingelser kan virke henholdsvis beskyttende eller belastende ind i børns liv forstået på den måde, at i ethvert barns liv vil der både være faktorer, der virker beskyttende ind og faktorer, der virker belastende ind på dets trivsel og funktion. Målet må være at daginstitutioner og dagplejen indgår som beskyttende faktorer i forhold til børnenes liv alment set, men ikke mindst i forhold til børn med særlige behov.

Et andet væsentligt udgangspunkt er at forstå børn som aktive og meningsskabende væsener. Allerede spædbarnet er et aktivt, socialt og kommunikativt væsen, der helt fra begyndelsen af livet danner hukommelsesspor og arbejdsmodeller af sig selv og andre mennesker i dets verden, og indgår aktivt deltagende i relationer med andre mennesker og til verden.

I forlængelse af dette bliver anerkendelsesperspektivet væsentligt for at forstå de relationer, som det aktive barn indgår i med sin omverden. Barnets forsøg på at udtrykke eller dele sine tanker, følelser og oplevelser, som både et håbefuldt projekt og et vovestykke for barnet, hvor det på den ene side håber at blive anerkendt, mødt, set, hørt og forstået på det, det udtrykker, men på den anden side også kan risikere det modsatte, at blive underkendt, ikke at blive mødt, set, hørt eller forstået, på det, det har udtrykt og budt ind med i kommunikationen og relationen.

Anerkendende kommunikationsmåder er udtryk for en synkronisering og afstemning med det barnet oplever og udtrykker.
Anerkendende relationserfaringer: at blive lyttet til, spejlet, bekræftet, mødt med åbne-undersøgende spørgsmål og indlevelse, fremmer barnets positive selvdannelse, udvikling af en god selvfølelse, og et meningsfyldt sprog, hvorimod underkendende relationserfaringer, underminerer positiv selvdannelse, fremmer negativ selvfølelse og et ikke-meningsfuldt tomt sprog hos barnet - og i øvrigt også hos den voksne.

Underkendende eller ikke-anerkendende kommunkationsmåder kan eksempelvis have form af ignorering, kontrollerende-lukkede spørgsmål, korrigering, afledning, definering, skæld ud, bebrejdelser, afvisning, bagatellisering, latterliggørelse og negligering.
Det fælles ved disse kommunikationsmåder, er at de er usynkroniserede med det barnet oplever og udtrykker, at det flytter opmærksomheden væk fra barnets perspektiv, intention og oplevelse, og over på noget andet, uden at dette italesættes eller tydeliggøres. Hvilket vil skabe tvivl, forvirring, usikkerhed og angst hos barnet. Det vil nu blive mere utrygt og angstvækkende for barnet at fremkomme med det det oplever, føler, tænker, i det hele taget har på hjertet. Det bliver mere risikabelt at vove sig ind i interaktionen for barnet, angsten for at blive afvist, og at føle sig forkert vil stige, barnet vil derfor blive mere forsigtig med at deltage, hvilket får stor betydning for barnets selvdannelse og læreprocesser – på negativ uhensigtsmæssig vis.

Anerkendene relationserfaringer bidrager derimod til en følelse hos barnet af, at det kan bidrage med noget, at det dét oplever, tænker og udtrykker, har en værdi, at det dét siger er værd at lytte til, at det trygt kan dele sit indre med andre, sige det, der falder det ind uden at være bange etc. Og dermed til udviklingen af et positivt billede af sig selv, sit selv og andre mennesker, samt et meningsfuldt sprog.

At arbejde ud fra og hen imod et anerkendelsesperspektiv, indebærer at arbejde med at reflektere over os selv, over det vi gør og siger, og det vi ikke gør og siger, og hvad der foregår i os selv, henholdsvis i den anden, eller de andre, og mærke, hvad der foregår i os selv, og fornemme og undersøge, hvad der foregår i andre, og dels kunne holde følelserne og perspektiverne ude fra hinanden, kunne adskille dem, men også se forbindelserne, hvordan de kan være svar på hinanden, og hænger sammen, og kan skabe relationer og kontakt, hvor begge perspektiver er lige gyldige.
Kunsten er at på den ene side at adskille, hvad der foregår i en selv, og hvad der foregår i den anden, eller de andre, og på den anden side at forene det, i betydningen af at forsøge at skabe flest mulige både-og-løsninger, hvor de forskellige parters følelser og intentioner anerkendes og evt. tilgodeses.

I de trange samtalemønstre får børnene let en fornemmelse af, at der er noget forkert eller mangelfuldt ved deres egen måde at opleve tingene på, og ved deres egne indfald. De trange samtalemønstre betyder, sammenlignet med de mere rummelige, at både børn og voksne oplever samtalerne som mere alvorlige og træge og præget af afstand mellem samtaleparterne.

De rummelige samspilsmønstre understøtter barnets selv- og identitetsdannelsesudvikling hensigtsmæssigt, mens de trange samspilsmønstre underminerer barnets selv- og identitetsdannelsesudvikling

For at understøtte udviklingen af pædagogisk praksis i relation til arbejdet med gruppen af børn med særlige behov, så vi nærmere på anvendelsen af det pædagogiske personales tidsforbrug omkring arbejdet med denne gruppe af børn i relation til de voksnes kommunikation og handlinger. Konklusionen af dette arbejde var, at manglende anerkendelse tager tid, mens anerkendelse giver tid.
Vi så at når børnene mødte forståelse, indlevelse, åbenhed og bekræftelse kom de lettere overens med deres situation, så de herved fik frigivet energi til at mestre hverdagens forskellige opgaver, krav og muligheder. Hvilket afkortede den tid børn og voksne brugte på at håndtere en opgave, et problem eller en konflikt. Omvendt så vi også, at underkendende samspil og relationsdannelser fra de voksnes side bidrog til at gøre opgaver og problemer mere komplekse og skærpe konflikter. Underkendelse vil derfor i mange tilfælde bidrage til uhensigtsmæssige konflikter i samværet, som vil kræve mere af de voksnes, og også børnenes, tid.

Vi så at konsulenternes og det pædagogiske personales arbejde med iagttagelsesmetoden ”Iagttagelse og fortælling” skabte mange refleksioner og udviklingsprocesser i de deltagende dagtilbud i udviklingsprojektet. Et arbejde, der på forskellig vis fik stor betydning for de børn med særlige behov, der indgik i projektet.

Vi så at personalet oplevede, at der på flere niveauer skabtes positive effekter gennem deltagelse i projektet:

• At de nu så børnene på en anden måde end før
• At de nu agerede anderledes i forhold til børnene
• At de udviklede et tættere forhold til børnene
• At børnene også ændrede sig, og fik det bedre og kom til at fungere bedre
• At det var givende at arbejde med iagttagelse og fortælling
• At det udviklede deres refleksionskompetence
• At det skabte større arbejdsglæde og arbejdsmotivation blandt personalet"

Afsluttende kommentarer fra mig
På baggrund af arbejdet med projektet har Niels og jeg udviklet en arbejdsmåde, som støtter forældres og professionelles mulighed for at arbejde med egen selvrefleksion, medfølelse, accept og afgrænsethed. Kvaliteten af disse egenskaber er en forudsætning for at kunne være anerkendende sammen med børn – og andre mennesker.
Vi betragter arbejdsmåden som en hjælp til at blive klogere på sig selv, barnet og relationen.
Anerkendelse er en måde at være på og ikke en kommunikationsteknik.

Dette arbejde har vi efter projektet udbredt og videreudviklet gennem foredrag og kursusforløb i forskellige institutioner.

Se mere på www.anerkendelse.nu

Hilsen Lotte

 

Så langt er vi – her i oktober 2005

Det er jo ikke fordi, der ikke er sket noget i projektet, at jeg ikke har skrevet om hvor langt vi er - tværtimod. Der har været nok at se til.

Efterår 2005

De 20 børn
Lige nu er Niels og jeg i gang med 2. nedslag i sporet "De 20 børn". Vi er ved at interviewe forældrene til børnene og ved at samle beskrivelser ind om børnene fra både forældre og ansatte.

Projekter i projektet
Samtidig er vi i gang med en ny periode i institutionerne i sporet "Projekter i projektet". - I denne 3. periode lægger vi vægt på forløb.
Dette skrev jeg til institutionerne her i august 2005:

I den kommende periode vil vi gerne arbejde med forløb.
Et forløb kan enten være i forhold til et af børnene - eller til en rutine (måltidet, garderoben over middag…..o.s.v.). Et forløb indledes med iagttagelser/fortællinger af/om relationen, barnet og de voksne sammen med barnet - eller med iagttagelser af rutinen (og voksne og børn i den). Ved at arbejde med disse første - og de følgende iagttagelser/fortællinger vil det være muligt at blive klogere på, hvad der sker under sådan et forløb: sådan var det - så gjorde vi sådan - så iagttog vi dette - o.s.v. Et forløb kan også indeholde en samtale med barnets forældre, hvis de og vi ønsker det.
Jeg forestiller mig, at personalet på de enkelte stuer/grupper beslutter sig for hvilke børn (gerne af "de 20 børn") eller rutiner, der skal være forløb med.

Individuel rådgivning
Med hensyn til sporet "Individuel rådgivning", så har vi talt med forældre og ansatte i forbindelse med deres relationer og besvær i forhold til omkring 25 børn. - Det har oftest været på de ansattes initiativ. Kun i få tilfælde er det forældrene, der har henvendt sig.
Det undrer mig lidt, at ikke flere forældre benytter sig af muligheden. Der står jo i aviserne, at forældre savner rådgivning. Selv Falck udbyder kurser i forældreundervisning. - Måske har vi været for forsigtige, da vi sagde at forældre kunne henvende sig til os, fordi vi var bange for, at der ville komme mange flere, end vi ville kunne have tid til at tale med.

Siden sidst
Her vil jeg så skrive en oversigt over perioden siden jeg skrev sidst (5.5.04). I kan også læse uddrag fra perioden maj 2004 til april 2005 på hjemmesidens blog:

Projekter i projektet
Efterår 2004
Første periode af arbejdet med projekterne i projektet fandt sted i efteråret 2004. - Institutionerne besluttede inden da, hvad de gerne ville arbejde med. Her er listen:

Birkegården:
Mere anerkendelse - mindre irettesættelser - styrke selvværd
Børnegården:
Relationer der duer… Vi vil opsamle analyser af, hvordan vi møder og kan møde børnene på en anerkendende og
udviklingsstøttende måde
Engen:
Hvordan skaber vi nærvær
Færgely:
Hvordan samarbejder vi voksne med og om børns følelser
Lindegården:
Hvordan kan vi voksne hjælpe hinanden til at give mere sundt til de børn, der får for meget af det usunde (- og det handler
ikke om mad)
Vangen:
Organisering af personalets tid i forhold til at kunne fordybe sig - at kunne gøre det vi brænder for
Dagplejen:
Relationer - Iagttagelse og Fortælling - Samtaler med forældre

I perioden kom Niels og jeg i hver daginstitution en gang om ugen (det var anderledes i dagplejen). Vi skrev iagttagelser af de ansatte og deres måder at være sammen med børnene på. De ansatte skrev iagttagelser af os og vores måder at være sammen med børnene på. Og de ansatte skrev iagttagelser af hinanden og fortællinger om sig selv sammen med børn. - Bagefter mødtes vi og talte om det skrevne, tolkede og blev klogere - både på børnene, os selv og hinanden. - Vi indførte begreberne "ny og gammel skuffe"

Et eksempel:
Det er formiddag. Alle 15 børn og 6 voksne fra vuggestuen er ude på legepladsen. Sanne, 2 år, står ved lågen ud til vejen. 5 børn og 2 voksne er lige gået ud af den for at gå en tur. – Sanne står ved lågen. Linda, voksen, ser på hende.
Sanne bliver stående ved lågen og siger: Ææhhh.
Linda går hen i mod hende: Du kan komme med en anden dag
Sanne kigger på Linda
Linda: Ja, en anden dag
Sanne kigger ud i luften

Dette er fra ”den gamle skuffe”. Den voksne ser, Sanne stå ved lågen, og tænker, at hun er ked af, at hun ikke kunne komme med. Så for at trøste Sanne fortæller Linda hende, at hun må komme med en anden dag. - Selv om Linda rent fagligt godt er klar over at begrebet "en anden dag" ikke siger en 2 årig noget særligt. - Så Sanne oplever nok ikke at blive set, hørt og taget alvorligt - eller at få hjælp til at blive klogere på sine egne følelser.

Hvis vi havde brugt fra "den nye skuffe" kunne det se således ud:
Alle 15 børn og 6 voksne fra vuggestuen er ude på legepladsen. Sanne, 2 år, står ved lågen ud til vejen. 5 børn og 2 voksne er lige gået ud af den for at gå en tur. - Sanne står ved lågen. Linda, voksen, ser på hende.
Sanne bliver stående ved lågen og siger: Ææhhh.
Linda går hen imod hende: Nåe, du ser helt ked ud af det. Ville du godt have været med?
Sanne begynder at græde og går hen mod Linda, som sætter sig på hug og lægger sin arm om Sanne, mens hun stille siger: Nåe, - jae, - sikke ked af det du er.

Eller:
Alle 15 børn og 6 voksne ……
Sanne bliver stående ved lågen og siger: Ææhhh.
Linda går hen imod hende: Vil du også gerne på tur? - Jamen så lad mig lige finde ud af, om der er flere der godt vil med.
Linda går hen til Philip (barn 2½ år), og spørger ham, om han vil med på tur. Sanne følger efter hende, og løber derefter efter Philip hen til lågen, mens Linda råber til "de voksne": Sanne, Philip og jeg går lige en lille tur.

Eller:
Alle 15 børn og 6 voksne …………….
Sanne bliver stående ved lågen og siger: Ææhhh
Linda går hen imod hende: Du ser ked ud af det – Pause – Er du også det?
Sanne skæver hen mod Linda og nikker svagt.
Linda er kommet helt hen til Sanne, sætter sig på hug og siger: Jeg så godt de andre gik på tur – Pause – Ville du godt have været med?
Sanne ser på Linda og nikker
Linda: Så er det vel nok ærgerligt, at det ikke var dig, der skulle med i dag.

Det, der kendetegner "den nye skuffe" er, at vi voksne ser og anerkender barnet som hun er - også selv om vi helst vil have hun ikke er ked af det - og også selvom hun ikke kan få sit ønske/behov opfyldt. Og at de voksne tager ansvaret for samspillet.
Derved kan barnet opleve sig set, hørt og taget alvorlig. Opleve sig i en ligeværdig relation, hvor det er i orden, at hun er som hun er. - Det er rigtig godt for udviklingen af sund selvfølelse.

Efter det første år
I januar 2005 var Niels og jeg rundt i de enkelte institutioner for at evaluere det første år sammen med de ansatte.
Blandt andet udfyldte hver ansat et spørgeskema, vi havde givet dem. Et af spørgsmålene lød:
Er noget i din hverdag anderledes nu end før projektarbejdet? Hvis ja: skriv et eksempel
En ung, mandlig medhjælper i en af institutionerne svarede:
Det er anderledes hvordan man tænke/taler om/til børn der slår. I stedet for at skælde ud så taler man med dem, og det hele starter før man åbner munden, at man har den indstilling, at selv om barnet har slået eller er sød, så er det det samme barn. "Godt barn" + "dårligt barn" = Et helt barn

Det er netop dette, som er en af projektets idéer. At vi voksne ved, at hvert enkelt barn er som det er. At barnet gør det bedste det kan - og at det har sine gode grunde til at gøre som det gør. - Nogle gange er det bedste barnet kan ikke godt nok, og så må vi voksne rette vores opmærksomhed på hvordan barnet har det - og ikke så meget på at bedømme hvad det gør. - Den indsigt kan hjælpe os voksne til at skabe nogle bedre relationer. Til at skælde mindre ud, og til at have det sjovere og rigere sammen med børnene. - Og det hjælper børnene til at blive klogere på sig selv, føle sig anerkendt som dem de er og dermed til at udvikle en sund selvfølelse.
Den erfaring havde mange af de ansatte gjort sig i projektperioden - i forskelligt omfang. Det udtrykte de deres glæde og overraskelse over. De ansatte fra en enkelt stue gav udtryk for, at de intet havde fået ud af perioden.
Alt materialet fra evalueringen er (som det meste andet vi laver) skrevet ned, og indgår som datamateriale til forsknings-og metodeudviklingsdelen.

Forår 2005
I foråret 2005 var Niels og jeg igen i institutionerne. En af dem (Børnegården) havde valgt at holde pause - en anden (Birkegården) at gå i gang igen efter en pause i efteråret. Indtil sommerferien arbejdede vi igen med iagttagelser og fortællinger.

Eksemplet med Lilian og Nikolaj:
Nikolaj (2 år) og Kathrine (2 år) sidder på gyngen. Lilian (voksen)skubber dem. - Nikolaj vil op og stå. Han får sig møflet op, med flyverdragt, vanter og alting. - Da han står deroppe stråler hans ansigt og han råber: MOAR – KOM OG SE
Lilian, mildt: Ja, bare hun kunne
N. smiler: Ja!
Pause
Lilian: Er det 1. gang du står op

Ovenstående eksempel er fra den nye skuffe. – Den voksne anerkender Nikolajs ønske om at stille sig op på gyngen – stopper ham ikke i hans ”vovelige” forehavende. Hun deler hans glæde med ham over det lykkes - og hans ønske om, at hans mor kunne se ham.

Fra den gamle skuffe kunne det have heddet:
N.: Moar – kom og se
Lilian: Din mor kan ikke høre dig. Du ved jo også godt, hun er på arbejde.

Læring
I forårsperioden har vi også inddraget arbejde med læring. Institutionerne skulle i perioden arbejde med dette i forbindelse med loven om læreplaner, og dette kunne fint kombineres med projektet. De iagttagelser og fortællinger, de ansatte i forvejen har fra projektet, er et rigtig brugbart materiale til at se på læring.
Hvis vi for eksempel ser på eksemplet ovenfor, kan vi spørge:
Hvad lærer Nikolaj i denne lille sekvens? – Hvad lærer Lilian? – Hvad muliggør denne læring? – Og hvilke af de 6 ”temaer” (fra loven) er i spil.
Så finder vi ud af, at det ikke er småting, der kommer ud af sådan en enkelt lille episode.

Møder
Niels og jeg har afholdt
fælles temamøder for ansatte fra de forskellige institutioner. (Iagttagelser og Fortælling - Relationskompetence - Samtaler)
ledelses temamøder for ledere og souschefer. (Samtaler, Relationskompetence)
projektgruppemøder for ledere - og den nye pædagogiske konsulent Pernille
faglig følgegruppemøder - for Bente, Bodil, Pernille, Gunvor, Jesper og Søren (De overordnede linier i projektet)
foredrag - med Jesper Juul og med Søren Smidt - for alle ansatte

Niels og jeg har deltaget i nogle af institutionernes
personalemøder
• forældremøder
• personaledage

og vi har været til forskellige
foredrag for institutionsansatte og for bestyrelser (bl.a. Pernille Hviid og Bente Jensen (om læring)
supervision hos Jesper Juul - og Birgit Juhl
møder med projektets forsker, Søren Smidt

Dataindsamling
En stor del af dette projekt foregår i dagligdagen i institutionerne - som praksislæring.
Ud af denne hverdag indsamler Niels og jeg datamateriale, som skal bruges til forskningen og metodeudviklingen. Det betyder, at der er meget skriveri forbundet med projektarbejdet. Mest jo for Niels og mig. Blandt andet renskrivning
• af eksempler og tolkningerne af dem
• af notater fra samtaler med ansatte og med forældre
• af interviews med forældre
• af notater fra møder
• af oplæg til møder

Der er også skriveri for andre. Nemlig i forbindelse med nedslagene, hvor både de ansatte – og forældrene skriver om de 20 børn – og deres relationer til dem.

Hjemmesiden
Og så er der jo skriveriet til hjemmesiden. – Det har jeg forsømt i de seneste måneder, og det synes jeg er ærgerligt, for jeg foretrækker, at I kan føle jer orienteret om projektets gang ad denne vej. Så jeg satser på, igen at skrive på bloggen cirka en gang om ugen.
Hilsen Lotte

 

Så langt er vi

23.8.04

2. etape

Nu er vi så tilbage fra ferie, og tiden er inde til at skrive, hvor langt vi er nu.

Undervejs i forløbet er det blevet tydeligt for os, at projektet deler sig i 3 spor. Nedenfor kan I læse, hvad der er gang i inden for de forskellige spor.

1. spor: Projekter i projekter
Der ligger færdige projektbeskrivelser fra Færgely, Børnegården, Engen og Dagplejen.

Niels er i gang i Dagplejen.
Og jeg har lavet aftaler i uge 35 om at mødes med lederne fra de 3 andre institutioner. Hvert sted skal vi så planlægge den praktiske gennemførelse: Hvilken dag er det bedst jeg kommer hver uge – Hvornår og under hvilken form kan jeg og de ansatte tale sammen. (stuemøder, personalemøder og/eller?)

Vangen har sendt os deres projektbeskrivelse, som vi skal holde møde om og færdiggøre.
Lindegården og Birkegården har vi stadig til gode.

Vi regner med at kunne deltage i 4-5 projekter af gangen, så det ser jo godt ud. – Vi glæder os meget til at komme i gang med den del af projektet (hverdagen i institutionerne) også.

2. spor: De 20 børn
Interviews
Niels og jeg er ved at færdiggøre interviewdelen af 2. spor. – Det har været et tidskrævende og spændende arbejde. Forældrene har taget godt i mod os, og har været meget interesserede i at fortælle om deres barn og i at deltage i projektet . – Der var et af de oprindelige 20 børn, hvis forældre ikke ville deltage – ellers har alle sagt ja.

Beskrivelser
Det har jo været sommer, så vi har endnu ikke fået mange beskrivelser af børnene, hverken fra forældre eller ansatte.
Vi glæder os til at modtage dem.

Iagttagelser
Niels og jeg kommer ud i institutionerne og laver vores iagttagelser af de 20 børn i de kommende uger.

3. spor: Individuel rådgivning
En af institutionerne har bedt Niels om rådgivning i forbindelse med deres relationer til et barn. – Det er de i gang med at arbejde med.
Et forældrepar har bedt mig om rådgivning i forbindelse med deres søn. Vi har haft 2 samtaler (den ene med deltagelse af de 2 stuepædagoger), og betragter forløbet som afsluttet.

Foredrag
Søren Smidt og Jesper Juul har sagt ja til at komme og holde foredrag for de ansatte, der er med i projektet.

Søren Smidt vil fortælle om Iagttagelse og Fortælling
Jesper Juul om Pædagogisk relationskompetence

Alle ansatte er velkomne

Hjemmesiden
Jeg bestræber mig på at skrive nyt hver uge på Bloggen på hjemmesiden. – Så der kan I også læse om projektet.

I uge 35 skal jeg rundt i institutionerne for at tage et gruppebillede af de ansatte og de børn, der er der den dag (og må komme med). Så kan jeg sætte fotos ind på de enkelte institutioners side på hjemmesiden.

Hilsener fra Lotte

 

5.5.04

1. etape
I begyndelsen af marts 2004 afsluttede vi projektets 1. etape. Vi (Niels Krog og Lotte Secher) har været rundt i samtlige 8 institutioner. Formålet har været at danne os et indtryk af den enkelte institutions egenart og hverdagsliv - og præsentere projektet og os yderligere for de ansatte, børnene og forældrene.

Vi har været i hver daginstitution til et:

  • Første personalemøde
  • Ugebesøg
  • Forældremøde
  • Andet personalemøde

Første personalemøde
Her orienterede vi om projektet, om det menneskesyn og den faglige forståelse, der danner baggrund for projektet, om begreberne relationer og rummelighed og om den praktiske gennemførelse af projektet. Ligesom vi talte med de ansatte om deres forventninger til projektet.

Ugebesøg
Under ugebesøget i den enkelte daginstitution lavede vi iagttagelser med udgangspunkt i Søren Smidt og Henning Kopart bog: Iagttagelse og fortælling.

Formålet var at få et indtryk af trivsel, rummelighed og relationer i dagligdagen i den enkelte institution.

Vi lavede iagttagelser efter følgende plan:

  • Iagttagelser af en halv times varighed, hvor vi så nøgternt og værdifrit som muligt noterede "alt", hvad der skete og blev sagt (især af de voksne)
  • Iagttagelse af en halv times varighed, hvor vi ikke skrev notater, men forsøgte at holde vores opmærksomhed frit svævende. Bagefter skrev vi uddrag af det, vi havde oplevet.
  • En halv time hvor vi bare var tilstede sammen med børn og ansatte.

Vi koncentrerede vores iagttagelser om, hvad de voksne sagde ja og nej til: Hvem siger ja og nej og til hvem? Hvordan? Får nogle børn lettere ja end andre? Må børnene spørge flere voksne om det samme? Hører de voksne børnenes nej?

Efter iagttagelserne fortalte vi de implicerede voksne, hvad vi havde skrevet - og talte med dem om, hvad vi hver især tænkte om det.

Andet personalemøde.
Her talte vi sammen om, hvilke oplevelser, overvejelser og udbytte, der havde været for os hver især i forbindelse med ugebesøget.

Personalet arbejdede i grupper med 1 til 2 udvalgte iagttagelser fra ugen i institutionen.

På baggrund af det samlede indtryk fra ugebesøget, gruppearbejdet og samtalerne, talte vi om, hvilke emner der var relevante at arbejde videre med i den enkelte institution - som deres ”Projekt i Projektet”.

Forældremøde.
Vi orienterede om projektet, talte med forældrene om familiesyn, børn og det at være forældre. Forældremøderne var meget forskellige, idet vi tog udgangspunkt i de emner, forældrene bragte op.

Dagplejen.
Vi deltog i et møde sammen med teamledelsen og to møder med de 17 dagplejepædagoger. Indholdet lignede møderne i institutionerne – med de særlige vinkler som er dagplejens.

Udbytte af 1. etape

1. Vi er blevet bekendte med hinanden – vi, børnene, de ansatte og forældrene

2. Vi har dannet os et indtryk af de enkelte institutioner – og har sammen med de ansatte i institutionerne fået øje på nogle generelle temaer:
• vilkårs og den valgte strukturs betydning for de voksnes mulighed for at skabe rummelighed og sunde relationer – og for voksne og børns mulighed for fordybelse
• modsætningen mellem ønsket om fordybelse - og mange afbrydelser
• forskelle mellem at de voksne giver børnene beskeder, påbud og forbud - og at de voksne taler sammen med børnene
• forskelle mellem undervisning/opdragelse – og læren/væren
• forskelle på kvaliteten af samværet mellem børn og voksne, når den voksne betragter kontakt og samvær som et mål i sig selv – eller som et middel til noget andet.

3. Vi har fået øje på, at vi - som konsulenter - står i nogle dilemmaer:
• vi vil ikke lave fejlfinding – og samtidig er projektets ide at medvirke til forandringer
• når vi skal medvirke til at det ”rykker” – kan det være sårbart for dem, der bliver ”kigget i kortene” – og for os, der gør det
• hvordan formidler vi bedst det vi synes de har brug for – og skal vi vente til de beder om det

4. Vi har samlet en masse datamateriale. Dels som indsigt for os og de ansatte - og dels til forskningsdelen. Materialet består især af iagttagelser fra ugerne i institutionerne.

- og nu
er de ansatte i institutionerne i gang med at vælge og beskrive deres ”Projekter i Projektet”. - Og sammen med de ansatte - og de respektive forældre - er vi ved at finde frem til de 20 børn, som vi vil interessere os særligt for i forbindelse med forskningsdelen.

- og så har vi jo lavet denne hjemmeside

 

tegning: Kamilla