Til forsiden 
		logo: Peter Mannello Til forsiden  

Beskrivelse

Eventyr

Forskningsdelen

Relationer

Rummelighed

Menneskesyn

Så langt er vi

Et eventyr

De fortabte børn

En gang da Prins Said - som så ofte før - rejste forklædt rundt i sit land for at se, at alt stod vel til, kom han til en ødemark igennem hvilken, der løb en rivende flod. Said standsede sin hest og sad et øjeblik og så ud over floden. Pludselig så han i det fjerne en lille sort plet, der hoppede på de hvidt, skummende strømhvirvler. Pletten nærmede sig hastigt, og han så, at det var et lille barn, der forgæves, kæmpende blev revet med af strømmen.

foto: www.birthe-lunau.dkSaid sprang af hesten og kastede sig ud i floden, hvor det lykkedes ham at kæmpe sig hen til barnet. Han svømmede i land med det, svøbte sin kappe om det og holdt det trøstende ind til sig. Barnet faldt efterhånden til ro med armene om hans hals.

Said så nu en ny, sort plet nærme sig dansende i det hvide skum. Igen var det et lille barn. Said kastede sig igen ud i vandmasserne, svømmede af alle sine kræfter hen til barnet og fik med besvær reddet det i land.

Mens han sad og trøstede barnet, så han et nyt barn nærme sig i det fjerne. Han måtte nu efterlade det stadigt grædende barn for at redde det næste.

Han var knap nok kommet ind til bredden med det, før endnu et barn kom til syne. Said måtte igen forlade de grædende børn for at redde det sidste.

Mens Said var på vej ind til bredden med det rædselsslagne barn, kom et nyt barn til syne. Hvis han slap det barn, han havde i favnen, ville det drukne. Magtesløs måtte han se til, mens det nye barn blev ført forbi ham ned af floden af den rivende strøm til en uvis skæbne.

foto: www.birthe-lunau.dkDa Said var kommet ind til bredden med det barn han havde reddet, så han endnu to børn nærme sig, det sted han stod. Han kastede sig igen i det frådende vand, selv om han kunne mærke, at hans kræfter var svindende. Strømmen var for stærk til at Said kunne redde begge børn. Tvivlrådig trådte han vande, men svømmede så hen til det nærmeste barn, som han nåede i sidste øjeblik.

Hans øjne mødte det andet barns ulykkelige og bedende blik. Det var som sagde det: "Hvorfor redder du ikke mig? - Hvorfor skal jeg dø?"

Nu kom der fire børn forbi Said, som igen kun med nød og næppe kunne redde det ene. Said vidste ikke, hvad han skulle gøre, men besluttede med tungt hjerte at ride op langs floden for at se, hvad der forårsagede, at børnene havnede i floden. Han svang sig op på sin hest og galopperede fra børnene.

Hen under aften så han i det fjerne i det golde landskab en lille by ligge ved floden. Fra byen gik en vej, som førte hen til en lille bro over floden. På den anden side af broen kunne han se en oase, som var fuld af træer og buske med de dejligste frugter og bær. Gennem oasen løb en rislende kilde. Der voksede blomster i det frodige græs og kvidrende fugle fløj rundt mellem trækronerne. Bag en busk fik Said et glimt af en hind og hendes kalv.

Said så nu, at der ud af byporten løb en strøm af børn. Børnene var meget bange. De løb angste ud på broen og opdagede først for sent, at der var et stort hul i broen. Det lykkedes de hurtigste og stærkeste af børnene at springe over det gabende hul, men mange af børnene faldt i floden og blev ført bort af den rivende strøm. Said red op til børnene, sprang af hesten og prøvede at standse dem. Børnene var alt for bange til at ænse ham. Said ville nu løbe ind i byen for at hente hjælp. På vejen snublede han over en genstand, som lå halvt skjult i sandet. Han tog den op og så, at det var en gammel olielampe. Uden nærmere eftertanke stak han den ind under sin bluse og hastede ind gennem byporten.

Han var kun lige trådt ind i byen, da han så, at der rundt om i gaderne stod, sad eller lå stenstøtter som forestillede mænd og kvinder. Mens han stod undrende og så på stenstøtterne hørte han en hæslig lyd bag sig.

foto: www.birthe-lunau.dkHan sprang ind i et hulrum i muren, hvor han var gemt og så med rædsel en grufuld ånd passere sig. Ånden var så uhyggelig at se, at Said krummede sig sammen - og herved kom til at stryge på olielampen. Ånden havde nu fået øje på Said og nærmede sig mens den hvislede: "Se mig i øjnene, Said - så du kan blive til sten ligesom de andre." Said mærkede hvordan hans blik blev draget mod åndens øjne, men inden det var for sent, strømmede en røgsky ud af Said`s lampe, og en ny ånd kom til syne.

Denne ånd var smuk. Dens øjne rummede en usigelig godhed og styrke. Dens stemme havde klang som af tusinde harper. Med sin smukke stemme udtalte den: "Vig bort - du Satans onde ånd." - Den onde ånd ustødte et rallende skrig og gik op i flammer.

Den gode ånd vendte sig mod Said, så på ham med kærlighed og sagde: "Du er en god og modig mand, Said - som vil redde børnene uden tanke for dit eget liv. Du skal vide, at den onde ånd har forvandlet alle byens mænd og kvinder til stenstøtter. Kun byens børn kunne den ikke forvandle. - For at undslippe ånden og nå over til den frodige oase skal børnene over broen, som den onde ånd har slået hul i. Lad os nu sammen gøre broen hel igen."

foto: www.birthe-lunau.dkÅnden og Said fik sammen med børnene dækket hullet i broen. Nogle børn løb over til oasen, andre fulgte Said og ånden ind i byen. De stod hjælpeløse og så stenstøtterne, da en lille dreng råbte: "Mor!" og løb hen til en af støtterne. Grædende pressede han sig ind mod den og hans ånde ramte således dens ansigt. Stenstøttens grålige farve blev langsomt rosa, dens bryst hævede og sænkede sig - og moderen slog øjnene op. Bevæget omfavnede hun sin søn.

Nu havde Said og børnene forstået hvordan trolddommen kunne ophæves, og kort efter var alle stenstøtter levende igen.

Ånden tog nu afsked med Said og de andre. Said lovede at hidkalde ånden igen, hvis de fik brug for dens hjælp.

Said blev ført med over til oasen, hvor de fejrede forbandelsens ophævelse med en storslået fest med det dejligste mad og drikke - leg, sang og latter.

I årene som kom, skete det undertiden, at et fortabt barn faldt i floden
- og altid blev det reddet.

skrevet af Merete Holm og Lotte Secher

 

Et eventyr mere:

Historien om Dumme Hans

I et lille hus langt ude på landet boede en gammel kone helt alene med sin søn. De var fattige men glade for hinanden. Den gamle kone havde arbejdet hele sit liv med at vaske tøj for folk i det kolde vand i åen. Nu var hun træt, og det hårde arbejde havde ødelagt hendes ryg. Derfor måtte hun sende sønnen på arbejde. Han var en glad dreng men ikke særlig klog, og derfor kaldte alle ham for Dumme Hans. Den gamle kone havde aftalt med bonden, at Hans skulle begynde at arbejde for ham den næste dag.

Hans glædede sig til at gå på arbejde og gik tidligt i seng for at være frisk den næste dag. Han stod tidligt op og spiste sin havregrød. Inden han gik sagde moderen til ham:
’Hans, når du er færdig med at arbejde og får din løn, så husk at bære den hjem.’
Hans gav sin mor et smil og et kys og sagde:
’Det skal jeg nok huske.’

Hans arbejdede for bonden hele dagen. Det var midt i høsten og Hans hjalp til med at høste kornet. Om aftenen, da Hans var færdig med sit arbejde, kaldte bondemanden på ham:
’Hans, kom her, nu skal du ha’ din løn.’
Hans kom glad hen til bondemanden, og han fik en stor og blank daler.
’Nu bliver min mor nok glad’,
sagde Hans, og begyndte at gå hjemad.

Det var en dejlig tur hjem. Hans gik og tænkte på alle de rare sager, hans mor kunne købe for daleren. Men pludselig skulle han tisse. Han gik bag et træ, lagde daleren på jorden, og ordnede det han skulle. Da han var færdig, gik han videre. Men han havde glemt alt om daleren.

Da han kom hjem, stod hans mor og ventede på ham:
’Goddag Hans, hvad fik du i løn i dag?’
Hans rakte glad hånden frem for at vise den blanke daler. Men den var væk. Hans blev meget ulykkelig og begyndte at græde. Moderen trøstede ham og sagde:
’Lille Hans, du skal ikke være så dum, du skal lære at tænke dig om. Men det hele bliver nok meget bedre i morgen. Husk, når du får din løn, så skal du putte den i lommen.’
’Det skal jeg nok, Mor.’

Hans gik tidligt i seng ,for at være frisk til den næste dag, og stod tidligt op og spiste sin havregrød. Bonden var ikke færdig med at høste, så Hans høstede korn hele dagen. Da det blev aften og Hans var færdig med sit arbejde, kaldte bonden på ham:
’Hans kom her, nu skal du ha’ din løn.’
Hans kom hen til bondemanden og fik en hel kande friskmalket mælk.
’Nu bli’r min mor nok glad, det er længe siden, vi har smagt mælk.’
Hans stod lidt og tænkte sig om.
’Nu skal jeg huske, hvad min mor sagde - hun sagde, Hans, når du får din løn skal du putte den i lommen.’
Hans prøvede at putte kanden med mælk ned i lommen, men den var alt for stor. Så i stedet hældte han al mælken ned i lommen og begyndte at gå hjemad. Mælken løb ud af lommen og ned ad buksebenet, og det var ikke rart at gå med de våde bukser.

Da han kom hjem, stod hans mor og ventede på ham:
’Goddag Hans, hvad fik du i løn i dag?’
’Jeg fik en hel kande mælk,’
sagde Hans glad.
’Det var vel nok dejligt, hvor er den?,’
spurgte moderen.
’Jeg gjorde lige, hvad du sagde og puttede den i lommen.’
Hans kiggede ned i lommen.
’Men nu er den væk.’
Hans blev meget ulykkelig og begyndte at græde. Moderen trøstede ham og sagde:
’Lille dumme Hans, du skal lære at tænke dig om. Men det hele bli’r nok bedre i morgen. Husk, når du får din løn, så skal du bære den hjem på hovedet.’
’Det skal jeg nok, Mor.’

Hans gik tidligt i seng, for at være frisk til den næste dag, og stod tidligt op og spiste sin havregrød. Markerne var høstet og Hans brugte hele dagen til at køre kornet hjem sammen med bonden. Hans sad ovenpå kornlæsset og syntes, at livet var dejligt. Kornet duftede og fuglene sang. Da dagen var omme, og det var blevet aften, kaldte bondemanden på ham:
’Hans kom her, nu skal du ha’ din løn.’
Hans kom hen til bondemanden og fik et stort stykke friskkærnet smør.
’Nu bli’r min mor nok glad, det er længe siden, hun har smagt smør. Nu må jeg huske, hvad min mor sagde - hun sagde, Hans, når du får din løn, skal du bære den hjem på hovedet.’
Hans tog smørstykket og satte det oven på hovedet. Det var varmt da han gik hjem og smørret smeltede ned i ansigtet på ham. Han blev helt fedtet og klistret.

Da han kom hjem, stod hans mor og ventede på ham:
’Hvad har du fået i løn i dag?’
’Jeg har fået en stor dejlig klump smør.’
’Hvor er den henne?’
Moderen kunne godt se, at Hans så forfærdelig ud.
’Jeg gjorde, li’som du sagde.’
Hans ville tage smørklumpen ned fra hovedet men kunne ikke finde den. Han blev meget ulykkelig og begyndte at græde. Moderen trøstede ham og sagde:
’Lille dumme Hans, du skal lære at tænke dig om. Men det hele bli’r nok bedre i morgen. Husk, når du får din løn, så skal du pakke den ind i grønne blade og bære den hjem.’
’Det skal jeg nok.’

Hans gik tidligt i seng, for at være frisk til næste dag, og stod tidligt op og spiste sin havregrød. Kornet var kørt i lade og nu skulle det tærskes. Det var et støvet og beskidt arbejde og Hans stod hele dagen inde i laden og tærskede. Da det blev aften, kaldte bonden på ham:
’Hans kom her, nu skal du ha’ din løn.’
Da Hans kom hen til bonden, stod han med den yndigste lille kattekilling. Hans så på killingen:
’Nu bli’r min mor nok glad, hun har længe ønsket sig en kat til at fange alle musene i huset. Nu skal jeg huske, hvad min mor sagde – hun sagde, at jeg skulle bære min løn hjem i grønne blade.’
Hans så sig om og fandt nogle store dejlige rabarberblade, som han prøvede at pakke katten ind i. Men kattekillingen ville ikke pakkes ind. Den sprang ud af de grønne blade - lige ud i hovedet på Hans og kradsede ham skrækkeligt i ansigtet. Hans gik nedbøjet hjem.

Da han kom hjem, stod hans mor og ventede på ham.
’Jamen Hans, hvordan er det, du ser ud og hvor er din løn?’
Hans var ked af det og græd:
’Jeg fik en lille kattekilling og jeg gjorde lige, hva’ du sagde. Jeg pakkede den ind i grønne blade.’
Moderen trøstede ham og sagde:
’Lille dumme Hans, du skal lære at tænke dig om. Men det går nok bedre i morgen. Husk, når du får din løn, skal du binde et reb om og slæbe den hjem.’
’Det skal jeg nok, Mor.’

Hans gik tidligt i seng, for at være frisk til næste dag, og han stod tidligt op og spiste sin havregrød. Hele dagen stod Hans og fyldte korn i sække. Det var meget varmt og Hans blev træt og tørstig. Da aftenen kom, kaldte bonden på ham:
’Hans kom her, nu skal du ha’ din løn.’
Da Hans kom hen til bonden, stod han med den dejligste spegepølse. Hans så på pølsen og sagde:
’Nu bli’r min mor vel nok glad, det er længe siden, hun har smagt pølse. Nu skal jeg huske at gøre, hva’ hun sagde – hun sagde, at jeg skulle binde et reb om og slæbe den hjem.’
Hans fandt et reb og bandt det om spegepølsen. Så begav han sig hjemad. Han var glad og fløjtede hele vejen. Spegepølsen hang bagefter ham og slæbte hen ad jorden. Den blev mindre og mindre og til sidst var den slidt helt op, der var kun rebet tilbage.

Da han kom hjem, stod hans mor og ventede på ham.
’Goddag Hans, hvad fik du i løn i dag?’
’Se Mor, jeg fik denne dejlige pølse.’
Hans trak i rebet, men der var ingen pølse. Så begyndte han at græde, men hans mor trøstede ham og sagde:
’Lille dumme Hans, du må lære at tænke dig om. Men det hele er nok bedre i morgen. Husk, når du får din løn, så skal du bære den hjem på nakken.’
’Det skal jeg nok, Mor.’

Hans gik tidligt i seng, for at være frisk til næste dag, og han stod tidligt op og spiste sin havregrød. Nu skulle kornet køres til møllen og males til mel og Hans fik lov til at køre hele dagen. Det var et arbejde, han kunne lide. Han var glad for at køre med hest og vogn. Da aftenen kom, kaldte bonden på ham:
’Hans, kom her og få din løn.’
Hans skyndte sig hen til bonden og da han kom derhen så han et flot æsel.
’Nu er høsten ovre og vi er færdige for denne gang. Du har været en god hjælp, derfor skal du ha’ dette æsel.’
Hans så på æslet:
’Nu bli’r min mor nok glad, hun har længe ønsket sig et ridedyr. Nu må jeg huske, hvad hun sagde –hun sagde, at jeg skulle bære min løn hjem på nakken.’
Hans prøvede at få æslet op på nakken. Men det var et stædigt æsel og det ville ikke bæres, så det skrydede og sparkede og prøvede hele tiden at komme ned. Men Hans holdt godt fast. Denne gang ville han ikke miste sin løn.

Vejen hjem gik forbi et stort og flot hus. Her boede byens rigeste mand sammen med sin datter. Men selvom han var rig, var han ikke lykkelig. Hans datter kunne ikke tale. Hun havde mistet talens brug, en dag hun blev meget forskrækket over et lyn, der slog ned i et træ. Lige meget, hvad den rige mand gjorde, hjalp det ikke. Han havde sendt bud efter læger fra syd og fra nord, men ingen kunne hjælpe. Til sidst havde han sat opslag op i alle byer, hvor han lovede, at den, der kunne få hans datter til at tale, skulle blive gift med hende. Der var kommet folk fra fjern og fra nær, alle med håbet om, at de kunne helbrede. Men lige meget hjalp det.

Datteren stod i vinduet og så Hans gå forbi. Aldrig havde hun set noget lignende. Hun kom til at le hjerteligt og ville at hendes far skulle se det mærkelige syn. Latteren havde løsnet stemmebåndet og hun råbte:
’Far, Far, kom og se!’
Faderen kom til. Han var lykkelig over at hans datter igen kunne tale.
’Hvad har fået dig til at tale, mit barn,’
spurgte han.
’Se ham derude, der bærer æslet på nakken, er det ikke morsomt?’
Den rige mand måtte give hende ret, det så morsomt ud. Den rige mand tog sin datter i hånden og sammen gik de ud til Hans, der stod og kæmpede med æslet.
’Du har fået min datter til at tale, vil du giftes med hende,’
spurgte den rige mand. Det ville Hans meget gerne. De blev gift og Hans og hans mor flyttede ind i det store flotte hus.

Og efter Hans var blevet en rig mand, var der ingen, der kaldte ham for Dumme Hans.

(For mig ukendt oprindelse)

Og et til - om en anden Hans

Klods Hans

H. C. Andersen: Eventyr 64: Klods-Hans. (1855). En gammel Historie fortalt igjen.

Ude paa Landet var der en gammel Gaard, og i den var der en gammel Herremand, som havde to Sønner, der vare saa vittige, at det Halve var nok; de vilde frie til Kongens Datter og det turde de, for hun havde ladet kundgjøre at hun vilde tage til Mand, den, hun fandt bedst kunde tale for sig.
De To forberedte sig nu i otte Dage, det var den længste Tid de havde til det, men det var ogsaa nok, for de havde Forkundskaber og de ere nyttige. Den Ene kunde udenad hele det latinske Lexicon og Byens Avis for tre Aar, og det baade forfra og bagfra; den Anden havde gjort sig bekjendt med alle Laugs-Artiklerne og hvad hver Oldermand maatte vide, saa kunde han tale med om Staten, meente han, dernæst forstod han ogsaa at brodere Seler, for han var fiin og fingernem.
"Jeg faaer Kongedatteren!" sagde de begge To, og saa gav deres Fader dem hver en deilig Hest; han, som kunde Lexiconet og Aviserne fik en kulsort, og han, som var oldermands-klog og broderede fik en melkehvid, og saa smurte de sig i Mundvigerne med Levertran, forat de kunde blive mere smidige. Alle Tjenestefolkene vare nede i Gaarden for at see dem stige til Hest; i det samme kom den tredie Broder, for der var tre, men der var Ingen der regnede ham med, som Broder, for han havde ikke saadan Lærdom som de To, og ham kaldte de bare Klods-Hans.
"Hvor skal I hen siden I er i Stadstøiet?" spurgte han.
"Til Hove for at snakke os Kongedatteren til! har Du ikke hørt hvad Trommen gaaer om over hele Landet!" og saa fortalte de ham det.
"Hille den, saa maa jeg nok med!" sagde Klods-Hans og Brødrene loe af ham og red afsted.
"Fader, lad mig faae en Hest!" raabte Klods-Hans. "Jeg faaer saadan en Lyst til at gifte mig. Ta'er hun mig, saa ta'er hun mig! og ta'er hun mig ikke, saa ta'er jeg hende alligevel!
"Det er noget Snak!" sagde Faderen, "Dig giver jeg ingen Hest. Du kan jo ikke tale! nei, Brødrene det er Stads-Karle!"
"Maa jeg ingen Hest faae!" sagde Klods-Hans, "saa ta'er jeg Gedebukken, den er min egen, og den kan godt bære mig!" og saa satte han sig skrævs over Gedebukken, stak sine Hæle i Siden paa den og foer afsted hen ad Landeveien. Hui! hvor det gik. "Her kommer jeg!" sagde Klods-Hans, og saa sang han saa at det skingrede efter.
Men Brødrene red ganske stille forud; de talte ikke et Ord, de maatte tænke over paa alle de gode Indfald, de vilde komme med, for det skulde nu være saa udspekuleret!
"Halehoi!" raabte Klods-Hans, "her kommer jeg! see hvad jeg fandt paa Landeveien!" og saa viste han dem en død Krage, han havde fundet!
"Klods!" sagde de, "hvad vil Du med den?"
"Den vil jeg forære til Kongedatteren!"
"Ja, gjør Du det!" sagde de, loe og red videre.
"Halehoi! her kommer jeg! see, hvad jeg nu har fundet, det finder man ikke hver Dag paa Landeveien!"
Og Brødrene vendte om igjen for at see hvad det var. "Klods!" sagde de, "det er jo en gammel Træsko, som Overstykket er gaaet af! skal Kongedatteren ogsaa ha' den?"
"Det skal hun!" sagde Klods-Hans; og Brøderne loe og de red og de kom langt forud.
"Halehoi! her er jeg!" raabte Klods-Hans; "nei, nu bliver det værre og værre! halehoi! det er mageløst!"
"Hvad har Du nu fundet!" sagde Brødrene.
"O!" sagde Klods-Hans, "det er ikke til at tale om! hvor hun vil blive glad, Kongedatteren!"
"Uh!" sagde Brødrene, "det er jo Pludder der er kastet lige op af Grøften!"
"Ja det er det!" sagde Klods-Hans, "og det er den fineste Slags, man kan ikke holde paa den!" og saa fyldte han Lommen.
Men Brødrene red alt hvad Tøiet kunde holde, og saa kom de en heel Time forud og holdt ved Byens Port, og der fik Frierne Nummer eftersom de kom, og blev sat i Række, sex i hvert Geled og saa tæt at de ikke kunde røre Armene, og det var nu meget godt, for ellers havde de sprættet Rygstykkerne op paa hverandre, bare fordi den Ene stod foran den Anden.
Alle Landets øvrige Indvaanere stode rundt om Slottet, lige op til Vinduerne for at see Kongedatteren tage mod Frierne, og ligesom een af dem kom ind i Stuen, slog Talegaven klik for ham.
"Duer ikke!" sagde Kongedatteren. "Væk!"
Nu kom den af Brødrene, som kunde Lexiconet, men det havde han reent glemt ved at staae i Række, og Gulvet knirkede og Loftet var af Speilglas, saa at han saae sig selv paa Hovedet, og ved hvert Vindue stode tre Skrivere og en Oldermand, der hver skrev op Alt hvad der blev sagt, at det strax kunde komme i Avisen og sælges for to Skilling paa Hjørnet. Det var frygteligt, og saa havde de fyret saadan i Kakkelovnen, at den var rød i Tromlen!
"Det er en svær Varme her er herinde!" sagde Frieren.
"Det er fordi min Fader i Dag steger Hanekyllinger!" sagde Kongedatteren.
"Bæ!" der stod han, den Tale havde han ikke ventet; ikke et Ord vidste han at sige, for noget Morsomt vilde han have sagt. Bæ!
"Duer ikke!" sagde Kongedatteren. "Væk!" og saa maatte han afsted. Nu kom den anden Broder.
"Her er en forfærdelig Hede!" - sagde han.
"Ja, vi stege Hanekyllinger i Dag!" sagde Kongedatteren.
"Hvad be - hvad?" sagde han, og alle Skriverne skrev Hvad be - hvad!
"Duer ikke!" sagde Kongedatteren. "Væk!"
Nu kom Klods-Hans, han red paa Gedebukken lige ind i Stuen. "Det var da en gloende Hede! sagde han.
"Det er fordi jeg steger Hanekyllinger!" sagde Kongedatteren.
"Det var jo rart det!" sagde Klods-Hans, "saa kan jeg vel faae en Krage stegt?"
"Det kan De meget godt!" sagde Kongedatteren, "men har De Noget at stege den i, for jeg har hverken Potte eller Pande!"
"Men det har jeg!" sagde Klods-Hans. "Her er Kogetøi med Tinkrampe!" og saa trak han den gamle Træsko frem og satte Kragen midt i den.
"Det er til et heelt Maaltid!" sagde Kongedatteren, "men hvor faae vi Dyppelse fra!"
"Den har jeg i Lommen!" sagde Klods-Hans. "Jeg har saa meget jeg kan spilde af det!" og saa heldte han lidt Pludder af Lommen.
"Det kan jeg lide!" sagde Kongedatteren, "Du kan da svare! og Du kan tale og Dig vil jeg have til Mand! men veed Du, at hvert Ord vi sige og har sagt, skrives op og kommer imorgen i Avisen! ved hvert Vindue seer Du staae tre Skrivere og en gammel Oldermand, og Oldermanden er den Værste for han kan ikke forstaae!" og det sagde hun nu for at gjøre ham bange. Og alle Skriverne vrinskede og slog en Blæk-Klat paa Gulvet.
"Det er nok Herskabet!" sagde Klods-Hans, "saa maa jeg give Oldermanden det Bedste!" og saa vendte han sine Lommer og gav ham Pluddren i Ansigtet.
"Det var fiint gjort!" sagde Kongedatteren, "det kunde jeg ikke have gjort! men jeg skal nok lære det!" -
Og saa blev Klods-Hans Konge, fik en Kone og en Krone og sad paa en Throne, og det har vi lige ud af Oldermandens Avis - og den er ikke til at stole paa!

tegning: Kamilla