Det sidste
Det er muligt at se uddrag fra slutrapporten her på hjemmesiden - under "projektet/Så langt er vi"
Da vi gik i gang med projektet skrev vi:
"Sluk ikke brandalarmen ..
Når vi hører en brandalarm, er det tegn på, at der er brand. Derfor nytter det ikke at bruge kræfterne på at slukke brandalarmen.Det nytter derimod at finde branden -og forsøge at slukke dèn. På samme måde i familier og institutioner:Når et barn er besværligt, er det tegn på, der er noget barnet har det svært med.Derfor nytter det ikke, at de voksne bruger kræfterne på at ændre barnet.Det nytter derimod at finde ud af, hvad det svære er - og forsøge at ændre dèt."
Undervejs i projektet har vi imidlertid oplevet, at det langt fra altid er nødvendigt at finde ud af, hvad det svære er. Vi har erfaret, at når barnet mødes med anerkendelse, betyder det ofte, at det besværlige opløses, og at det svære kan forsvinde eller blive lettere for barnet at bære.
En af de gennemgående sætninger i arbejdet har været
Alle gør vi det bedste vi kan
Alle har vi vores gode grunde til at gøre som vi gør.
Jo mere man kan tro på, at det er sådan det er - jo nemmere har man ved at være anerkendende over for børn - og andre mennesker
Anerkendelse fremmer barnets positive selvdannelse og udvikling af en sund selvfølelse. Det er også udviklende for den voksne og for relationen - OG det tager ikke længere tid at være anerkendende - tværtimod.
Fortsættelsen
På baggrund af arbejdet med projektet har Niels og jeg udviklet en arbejdsmåde, som støtter forældres og professionelles mulighed for at arbejde med egen selvrefleksion, medfølelse, accept og afgrænsethed. Kvaliteten af disse egenskaber er afgørende for at kunne være anerkendende sammen med børn - og andre mennesker.
Vi betragter arbejdsmåden som en hjælp til at blive klogere på sig selv, barnet og relationen.
Anerkendelse er en måde at være på og ikke en kommunikationsteknik.
Efter projektets afslutning har vi udbredt og videreudviklet dette arbejde gennem foredrag og kursusforløb i forskellige institutioner.
Se mere på www.anerkendelse.nu/
Hilsen Lotte
- og så det sidste punktum.
Da vi gik i gang med projektet skrev vi:
"Sluk ikke brandalarmen ..
Når vi hører en brandalarm, er det tegn på, at der er brand. Derfor nytter det ikke at bruge kræfterne på at slukke brandalarmen.Det nytter derimod at finde branden -og forsøge at slukke dèn. På samme måde i familier og institutioner:Når et barn er besværligt, er det tegn på, der er noget barnet har det svært med.Derfor nytter det ikke, at de voksne bruger kræfterne på at ændre barnet.Det nytter derimod at finde ud af, hvad det svære er - og forsøge at ændre dèt."
Undervejs i projektet har vi imidlertid oplevet, at det langt fra altid er nødvendigt at finde ud af, hvad det svære er. Vi har erfaret, at når barnet mødes med anerkendelse, betyder det ofte, at det besværlige opløses, og at det svære kan forsvinde eller blive lettere for barnet at bære.
En af de gennemgående sætninger i arbejdet har været
Alle gør vi det bedste vi kan
Alle har vi vores gode grunde til at gøre som vi gør.
Jo mere man kan tro på, at det er sådan det er - jo nemmere har man ved at være anerkendende over for børn - og andre mennesker
Anerkendelse fremmer barnets positive selvdannelse og udvikling af en sund selvfølelse. Det er også udviklende for den voksne og for relationen - OG det tager ikke længere tid at være anerkendende - tværtimod.
Fortsættelsen
På baggrund af arbejdet med projektet har Niels og jeg udviklet en arbejdsmåde, som støtter forældres og professionelles mulighed for at arbejde med egen selvrefleksion, medfølelse, accept og afgrænsethed. Kvaliteten af disse egenskaber er afgørende for at kunne være anerkendende sammen med børn - og andre mennesker.
Vi betragter arbejdsmåden som en hjælp til at blive klogere på sig selv, barnet og relationen.
Anerkendelse er en måde at være på og ikke en kommunikationsteknik.
Efter projektets afslutning har vi udbredt og videreudviklet dette arbejde gennem foredrag og kursusforløb i forskellige institutioner.
Se mere på www.anerkendelse.nu/
Hilsen Lotte
- og så det sidste punktum.